Vi var hjemme hos min mormor og morfar, og billedet er taget af min moster, der havde fotografering som hobby og selv fremkaldte sine billeder.
Jeg kunne få timer til at gå med at klapre løs på min morfars skrivemaskine,.
På denne dag i august 1980 lå min oldemor, min mormors mor, på sygehuset med en blodprop i hjernen. To dage efter døde hun, 81 år gammel.
Under en tidligere indlæggelse var lægen kommet ind til hende.
“Jeg kan se at du er født i 1899. Så har du jo danset charleston i 20’erne. Det kunne jeg godt tænke mig kunne,” havde han sagt.
“Så må du se at gøre mig frisk igen så jeg kan lære dig det,” havde min oldemor sagt.
Da helbredet begyndte at skrante, havde hendes børn talt om at hun skulle på plejehjem. Men dét skulle hun i hvert fald ikke, for der var jo kun sure, gamle mennesker sådan et sted.
Jeg var knap tretten år gammel på dette tidspunkt, så jeg husker hende, men uden rigtigt at huske hvordan hun var som person. Historierne om hende lever til gengæld stadig, og jeg gad godt have haft hende et par år mere, så jeg havde nået at lære hende at kende rigtigt.