I disse uger for 18 år siden forsøgte Cappella sig med et comeback, der floppede helt. Jeg var dog ikke enig i at det skulle være et flop.
Et kig på min hitliste for 18 år siden viser at italienske Cappella lå på 1.-plads med nummeret “Angel“.
Sangen var et forsøg på et comeback efter de havde haft deres storhedstid i første halvdel af 90’erne med numre som “U Got 2 Let the Music” (1993) og “Move On, Baby” (1994). På de officielle hitlister floppede den fælt, men på min hitliste blev den deres absolut største hit, og det er da også det Cappellanummer jeg har lyttet mest til i eftertiden.
Også brugerne på min hjemmeside, Hitsurf.dk, lod til at være enige, og der hittede den fra slutningen af marts til 1. november 2004 og blev nr. 1 på årslisten.
Nummeret var meget forskelligt fra de store hits som de havde haft i 90’erne, og det var nok også en af grundene til at den floppede på de officielle hitlister. Desuden var det midt i 00’erne, hvor Europa var i færd med at vende den europæiske dance ryggen til fordel for de amerikanskorienterede urbangenrer. I Danmark var den proces allerede fuldbyrdet i 2004, mens tyskerne dog lige skulle have et par år mere inden de også fik en lige så kedelig, amerikanervenlig musiksmag.