Som ansat i PostNords brevafdeling er jeg blandt de 1500, der skal se sig om efter et andet arbejde inden nytår.
Min Facebookstatus torsdag den 6. marts kl. 11:00:
For nogle er det en våd drøm der blev til virkelighed.
For mig er det et mareridt der blev til virkelighed.
Jeg skal gå arbejdsløs fra den 1/1.
Én ting var at min arbejdsplads skulle lukke. Værre var det at vide at der sad mindst én derude, der frydede sig. Den 28. oktober 2022 havde hun skrevet dette i en privat besked til mig: “Jeg håber at Post Lort går konkurs“. Aftenen igennem havde hun skamspammet min indbakke i en tone, hvor jeg følte at hun holdt mig personligt ansvarlig for en klaphat, der arbejdede i den anden ende af landet. Og på selve dagen, den 6. marts skrev hun noget i retning af: “Der blev mit postbud lige eramt af karma“.
Allerede lørdag den 8. marts fik jeg dog sendt de første to jobansøgninger afsted.
Den 20. maj modtog vi fyresedlen på skrift, og ugen efter var der stormøde, hvor vores chef gentog at hvis vi fik et andet job, skulle vi bare slå til, også selv om det hed tiltrædelse “i overmorgen”. Desuden ville de betale for op til 25 dages kurser. Dertil kunne vi eventuelt supplere med vores IKUF-midler.
30. maj gik jeg til tillidsrepræsentanten og blev tilmeldt nogle kurser i robotprogrammering, og i disse dage er jeg ved at tage gaffeltrukcertifikat B. Hvis alt går vel, har jeg truckkort i hånden ved udgangenj af den kommende uge.
5. august skrev jeg dette indlæg på min Facebookvæg:
“Du er jo pivdygtig,” sagde en kollega til mig i dag, da jeg gav udtryk for min bekymring om hvorvidt jeg nogensinde ville få et job igen.
Andre kolleger har omtalt mig som “myreflittig” og “vellidt”.
Jeg har desuden fået flere gode forslag til hvad jeg skulle have med i mit CV, og dette er jeg taknemmelig for.
Desværre kan min hjerne ikke regne ud hvordan de mange ting kan flettes ind i mit CV. Måske er det fordi jeg dybest set ikke har forstået hvordan sådan et skrues sammen. Det er eksempelvis kun få måneder siden jeg fandt ud af at man gerne havde en kort indledende tekst i sit CV, og ikke bare gik direkte til den kronologiske liste over jobs og arbejdsopgaver samt uddannelse og kurser.
De tre egenskaber, som jeg nævnte i første sætning, er subjektive beskrivelser i modsætning til fx “punktlig” og “mødestabil”. Her er det målbart; jeg kommer kun sjældent for sent, og min sidste sygeperiode var i december 2023.
Bortset fra en enkelt screeningssamtale, hvor det blot handlede om at komme ind i en jobbank, er det ikke blevet til nogen rigtig jobsamtale. Jeg kan ikke finde ud af at sælge mig selv, og jeg kan heller ikke finde ud af at “netværke”, hvilket formentlig er det naturligste for andre mennesker – og måske langt mere effektivt end jobansøgninger.
For hver ansøgning jeg sender afsted, som ikke afstedkommer noget positivt svar, bliver mit sortsyn bare værre og værre, og min frygt for at jeg kommer til at melde mig arbejdsløs 1. januar og skal have kontanthjælp fra januar 2028, når mine dagpenge er brugt op, alternativt at jeg skal hutle mig igennem fra vikarjob til vikarjob, vokser.
Der er nu sendt 20 ansøgninger. Jeg har endnu ikke været til en eneste jobsamtale. På arbejdet ser jeg at folk forsvinder på stribe, og der er flere vikarer end fastansatte folk. Mange er ekstroverte og er dermed gode til at bruge deres netværk. Selv må jeg bare sætte min lid til mine ansøgninger og mit CV, da jeg ikke er god til at bede folk om at skaffe mig ind på deres arbejdspladser.
Hvor mange ansøgninger når almindelige mennesker med en profil der svarer til min, at sende inden de kommer til den første samtale? Hvor mange ansøgninger går der herefter mellem hver samtale (nu hvor de formentlig har knækket den kode, som jeg ikke er i stand til at knække)?
Så mange frustrationer. Så meget frygt for fremtiden.