Tilbage i januar vurderede jeg at det var tid til at skifte min computer ud med en nyere model. Efter 8½ års tro tjeneste var den ikke længere på højde med nutidens standarder.
På forhånd havde jeg på nettet udset mig en computer der levede op til mine krav, og jeg satte mig ned i bilen og kørte til butikken for at købe den.
Min første opdagelse var at de ikke havde mange ‘rigtige’ computere stående fremme. Det meste var tablets. Det kunne jeg ikke bruge til noget. Resten var gemt væk på deres lager.
Jeg fik fat i en medarbejder og sagde hvad jeg skulle bruge. Minimum 16 GB RAM og processorkraft på den rigtige side af 3 GHz. Desuden skulle den have numerisk tastatur. Jeg arbejder meget i Excel, så det er et must for mig.
Medarbejderen forsøgte meget offensivt at overbevise mig om at det var overkill, og at der stort set ikke fandtes computere med ‘numpad’, som han kaldte det, i dag. Efter en del parlamenteren lykkedes det mig at få sagt præcis hvilken model jeg havde udset mig og gerne ville have, og han gik ud på lageret efter den.
SÅ skulle alt være godt. Men nu havde han lige et par esser i ærmet. Mente han i hvert fald selv. Han skulle lige høre hvilket elselskab vi havde. Det viste sig så at vi tilfældigvis havde det elselskab som han ville prøve at prakke os på, og tilmed den ordning som han ville prakke os på. Så var der vel næppe mere han kunne prøve sig med.
Men så ville han da også have os til at skifte teleudbyder. De havde aftale med både Telenor og YouSee, og det var tydeligt at uanset hvilken af de to vi havde i forvejen, skulle han have os til at skifte til den anden af dem.
Medarbejderen havde altså mere travlt med at sælge mig alt muligt andet end det jeg faktisk kom efter, og det jeg kom efter, var han ikke særlig motiveret for at sælge mig. Som om jeg går ned til bageren for at møde en ekspedient der ikke er interesseret i at sælge mig den lækre flødeskumskage der står i vinduet, men til gengæld lige skal have mig til at købe en pakke med 10 kg skaftekoteletter, som der i øvrigt ikke er plads til i vores fryser, da den allerede er fyldt til bristepunktet med mad.
Næste gang skal jeg måske handle ved en rigtig computerforretning i stedet for de store elektronikkæder. Der kan jeg vel undgå den slags facere.