Når jeg kører til og fra arbejde, er motorvejskrydsene et særligt kapitel. Ved Lyngby er det som om alle biler absolut skal skifte vognbane når vi fletter ind på Helsingørmotorvejen i nordgående retning. Ikke kun dem der skal af ved Lyngby C, men også dem der bare kommer inde fra København. De skal absolut ud i midtersporet med det vons. Jeg har vænnet mig til at jeg lige så godt kan lukke dem alle ind foran mig, da alternativet er et sammenstød og dermed en ny melding på P4 Trafik.
Da jeg kørte hjem fra arbejde fredag eftermiddag, lå jeg bag en sort Audi af den type hvor taget kan fjernes om sommeren. Jeg tog det som en selvfølge at han med garanti ville sætte farten op så snart der blev plads til det. Audier kører sjældent under 150 km/t på motorvejen, medmindre der er kø. Og når den nu havde kaleche, forventede jeg at den ville lægge sig ud i venstre spor med det samme og ræse deropad med 150-160 km/t indtil Vedbæk eller Hørsholm C, hvor den så ville krydse direkte ind på frakørslen.
Men den blev ved med kun at køre 85-90 km/t. Jeg sad og ventede på at den ville lægge sig ud i venstre bane for at overhale dem foran. Men der var ingen foran ham, kunne jeg pludselig se.
Da jeg nåede op omkring Lundtofte, besluttede jeg mig for at lægge mig ud i venstre bane for at overhale. Da jeg passerede bilen, kunne jeg ud ad øjenkrogene se at det var en kvinde, formentlig i begyndelsen af 30’erne, der sad og lagde makeup mens hun sad bag rattet. “Op i røven med at jeg bliver dræbt i en trafikulykke. Bare jeg ser smuk ud.”.
Det forklarede så også at bilen slingrede lidt. Det forklarede dog ikke hvorfor hun blev liggende ude i midtersporet med den lave fart.
Resten af turen nordover foregik uden flere af den slags små oplevelser, og jeg kunne køre hjem og nyde at det var weekend.