Jeg var sent ude med at begynde at tale. Mellem tre et halvt og fire år var jeg. Til gengæld talte jeg i hele sætninger med det samme. Det første jeg sagde, var “Se! Der er en rød bil!”.
Dengang ligesom i dag ville jeg være helt sikker på at jeg gjorde tingene rigtigt, før jeg gjorde noget.
Der gik maks. et halvt år fra jeg begyndte at tale, til jeg også kunne læse. Omkring jul 1971, et par måneder efter min fireårs fødselsdag, fil jeg en pose med nogle bogstaver, muligvis som “gave” fra julemanden. Mine forældre forklarede mig hurtigt hvad disse bogstaver skulle bruges til, og jeg lærte at stave mig igennem ordene.
Da jeg samtidig kan huske tilbage til omkring min toårs fødselsdag, kan jeg altså også huske tiden før jeg talte. Jeg kan faktisk huske at jeg gik gennem vores lille toværelses lejlighed i Bolbro i Odense og pludrede: “Da da da da”. Ja, det var faktisk omtrent det jeg sagde.
Jeg kan huske hvordan de voksnes snak var helt uforståeligt for mig når de ikke talte direkte til mig. Bevares! Sådan har jeg det stadig hvis jeg befinder mig i en stor forsamling i et lokale med dårlig akkustik.
Men fra dengang husker jeg også hvordan al snak omkring mig bare var en masse ligegyldige lyde på linje med den lyd der kommer fra vaskemaskinen, ovnen osv.. Da min far tog mig med ned til et valgsted (jeg husker dog ordene “vi skal ned at stemme”), sagde mændene på stedet “Vi vi vi vi vi vi”. Sådan lød det i mine ører.
Når mænd talte, lød det som “Vind vind vind vind”, og når kvinder talte, lød det som “vånn vånn vånn”, naturligvis med fynsk accent; jeg er jo født og opvokset i Odense. Og når børn talte, lød det i mine ører som “Ve ve ve ve ve”.
Selv efter jeg havde fået mig et sprog, var der personer der bare lød som lyde. I TV-serien, der på dansk hed “Henrik den 8.” og som jeg gætter på er den serie, der på engelsk hed “The Six Wives of Henry VIII“, sagde kongen altid “Vind vind vind vind”. Når der var cirkus på TV (og det var der tit for 50 år siden), sagde klovnen “Vønn vønn vønn”, og i TV-avisen sagde nyhedsoplæseren “Våå våå våå våå”. Det var dengang nyhedssignalet var “Dådådådådåååå-dunnnnnng!“.I radioavisen sagde de “Vuu vuu vuu vuu”, både før og efter de i april 1975 fik nyhedssignalet “Lulululu lululunnnnng“.